Energy management

Energy Management – hold regnskab med dine ressourcer

Det var i 80´ernes yuppie tid, hvor skulderpuderne struttede om kap med håret, at begrebet time management dukkede op. Det var tiden hvor de unge blev mærkevarefikserede og film som Wall Street med Michael Douglas hittede i biograferne. Det var dengang vi hørte walkman med kassettebånd og hårgeléen skulle hedde Studio Line – ka´du huske det?

Time management skulle lære de ambitiøse forretningsmænd og -kvinder at bruge deres tid mest effektivt, for at få maksimalt output ud af den – nemlig vækst og penge. I dag lever time management stadig i bedste velgående. Slår man op på google får man 141.000 hits, hvor af mange er tips til at optimere sin tid. Og ja, tid er blevet en mangelvare synes de fleste, når alle ender skal mødes og vi både skal passe job, familie og fritidsinteresser.

Energy Management – inddrag et energiregnskab

Det er stadig relevant at kigge på at optimere vores tid, så vi får det meste ud af den. Men ligesom vi ikke har uanet mængder tid til rådighed, så har vi heller ikke uanede mængder energi til vores rådighed.

Tiderne har ændret sig, siden vi gemte vores dokumenter på floppydisks. Dengang var der ikke underholdning og adgang til information på samme måde som i dag. Det var svært at sidde med sin DOS computer i toget på vej til arbejde. Der var man stadig nødsaget til bare at sidde og glo ud af vinduet og lave ingenting. Når man lagde sig til at sove om aften var det også uden det sidste info-fix i form af de seneste mails, opdateringer på FB og nyheder på telefonen.

Og faktum er også at antallet af stressramte siden 80´erne er steget markant. Vi bør derfor inddrage ressourcer til rådighed i tidskabalen. Vi er ikke i stand til at knokle fra morgen til aften non stop både på arbejde og hjemmefronten, uden at der også er indlagt tid til pauser og restitution.

Vi bør derfor i stigende grad kigge på Energy Management. Vi skal sikrer at energidepoterne ikke bliver drænet fuldstændigt, så vi kører på lånte ressourcer og slider på mekanikken. Din time management skal holdes op imod dit energiregnskab. I sidste ende skal dit regnskab gå op så der er balance mellem de energitagende aktiviteter og de energigivende aktiviteter.

Bliv bevidst om hvad, der giver dig energi

Under energigivende aktiviteter ligger selvfølgelig de pauser vi holder i løbet af dagen. Men det er ikke lige meget, hvordan vi holder pauser. Jeg vil gætte på at de fleste af os bruger de små mellemrum i løbet af dagen, på at tjekke de sociale medier, scrolle ned over nyhederne på telefonen, læse mails eller måske se Netflix. Men rent mentalt tæller det ikke som en pause da vores hjerne er på arbejde. Al information vi tager ind bliver bearbejdet. Det meste bliver sorteret fra, og noget bliver behandlet, men uanset så forholder vores hjerne sig til det hele. Så pauser af den slags tæller som energitagende aktiviteter. Det samme gør bekymringer, ’hvad-nu-hvis’ tanker, dårlig samvittighed, manglende søvn, negativitet og dårlig stemning uanset om det er privat eller på arbejde etc.

Så selvom 80´erne virkelig havde masser at byde på – de fedeste frisurer med langt nakkehår, neon farvede strømper, benvarmere og store plastik øreringe – så ser verden meget anderledes ud i dag. Vil du sikre dig mod at løbe tør for ressourcer og i værste fald blive udbrændt eller syg med stress så inddrag Energy Management. Det første skridt kunne være at lave en liste hver aften over de aktiviteter du har haft i løbet af dagen, med de energitagende i den ene kolonne og energigivende i den anden. På den måde får du tid til at reflektere over, hvad der giver dig energi og hvad der dræner dig. Er der tendens til slagside så sæt dig ned og lav en liste med alt det, som giver dig energi, alt det der fylder din motor op og giver glæde. Vigtigst af alt: Sørg for at få de aktiviteter flettet ind i din time manager

Læs mere om stress i nedenstående blogindlæg

Fra Første til femte gear på under 1 sekund
Informationsforbrug udløser stress
Hvordan opstår stress og hvad sker der i kroppen?
Fra liggestol tilbage til kontorstol