Hjernbølgefrekvens

Fra første til femte gear på under 1 sekund

Hun er lækker ik’? Hvis hun var din, er jeg sikker på at hun ville blive behandlet som en dronning. Du ville lytte efter om hun spandt som hun skulle, tjekke motoren, fylde olie på, polere hende og tage hende til service. Måske tale kærligt til hende når hun startede som en mis og omtale hende ved kælenavn (jo jo det har jeg hørt om?!?)

Men er det er tankevækkende at mange af os behandler vores biler langt bedre end vi behandle os selv? Også når vi bare taler om en Skoda Octavia… Vores gearkasse, som er en vital del af maskineriet, bliver forsømt og misbrugt på det ubarmhjertigste.  Mange af os kører nemlig kun i to gear – vi starter i første og trykker speederen helt i bund så vi kommer op i femte på under et sekund.

Blinkende lamper på instrumentbrættet

Det var sådan jeg kørte i hvert fald. I samme moment vækkeuret ringede klokken lidt i seks om morgen satte jeg i femte gear. Jeg sprang ud af sengen, skyndte mig i bad, slugte min morgenmad og strøg ud af døren og hastede ud i morgentrafikken. Jeg var på kontoret senest 7.30. Jeg knoklede nonstop fra jeg kom til jeg gik, i højt og effektivt tempo. Min frokost blev indtaget i al hast – for det meste foran skærmen og udelukkende med det formål at stille sulten.

Fra jeg stod op var jeg i kamp med tiden – alt hvad jeg gjorde var med det ene mål, at kunne hente mine børn i institution senest kl. 16 – inden vuggestuen kun var befolket af de stakkels ’forsømte’ institutionsbørn. Engang hjemme igen stod den på børnepasning, servicering, aftensmad, vasketøj, skiftning, katastrofe afværgning og putning. Dagen blev afrundet med mails og hjemmearbejde indtil jeg gik omkuld og sov som en sten indtil det hele startede forfra dagen efter.

Undervejs oplevede jeg en del skurren fra gearkassens tandhjul, mislyde fra koblinghuset og anden protest i mekanikken. Jeg kørte videre, ignorerede alle de blinkende lamper på instrumentbrættet og fortsatte langt efter at batterierne var kørt helt flade. Jeg kørte mig selv helt i bund som en gammel bil, på vej til autoophuggeren, indtil total motor sammenbrud.

Jeg ville aldrig behandle min lille Fiat 500 på den måde. Jeg ville aldrig køre videre i den med lysende knapper i instrumentbrættet, eller skurren fra motoren. Og jeg ville aldrig drømme om at gå direkte fra første til femte gear – for det ved jeg at den ikke kan klare…

Hjernebølge frekvenser og gearskifte

Men hvad er det egentlig der sker i kontrolpanelet, når vi glemmer de andre gear og når vi konstant kører i overhalingsbanen med speederen i bund?

Tilbage i 1924 lavede en tysk neurolog ved navn Hans Berger (1873–1941) den første EEG dvs. registrering af den menneskelig hjerneaktivitet og bemærkede, at hjernebølgerne ændrede sig afhængigt af bevidstheden, og at de påvirker hjernens funktion.

I ovenstående tabel ses fem forskellige hjernebølge frekvenser, som måles i cyklusser per sekund (Hz). Hver tilstand repræsenterer et bestemt niveau af hjerneaktivitet, som produceres i forskellige dele af hjernen.

I dag befinder vi os overvejende i Beta tilstanden og langt mere i Beta 2 end sundt er. Udover tidspres, præstation, krav fra omgivelser og os selv, er vi konstant stimulerede af input fra medier og alle de tilbud vi i dag har om underholdning fra bl.a. de sociale medier. Konsekvensen er, at vores hjernebølger er langt mindre i Alpha og Theta frekvens i forhold til tidligere. Vi kører langt mindre i anden og tredje gear til at kunne opveje at vi er så meget i højeste frekvens. Alfa og Theta tilstandene er nemlig der, hvor der sker en selvrensning fra Beta 2. Det er her vi kommer i ro, så vores krop får lov til at reparere sig selv, finde hvile og restituere fra kamptilstanden (stress), dvs. en helt essentiel tilstand for at opretholde den mentale sundhed.

Vores motor har brug for at køre i tomgang i løbet af dagen. Kig ud i luften, dagdrøm, tag en power nap, mediter, mentaltræn, hug brænde, flyt en bunke jord fra et sted til et andet eller gør lige præcis det din mekanisme har brug for at kunne nulstille sig. Bonus effekten er at når vi gearer ned, åbner vi op for kreativiteten, hukommelsen og indlæring. I tilstanden får vi adgang til svar som vi har svært ved at finde når maskineriet er presset til sit yderste og kun har til mål at få du stemplerne til at følge med i højeste tempo. Vores søvn forbedres, bliver dybere, roligere og sundere når vi bruger hele gearkassen og ikke kun gearer ned fra femte til første gear. Vi sikrer på den måde at vores motor hverken bliver overophedet eller overbelastet eller drukner helt.

På vej mod skrot?

Så måske, det er værd at tage et kig på sin køreteknik og sin kurs. Er du på vej ud i nødsporet, er det nok tid til at geare ned, tage et smut til service og få mekanikken tjekket godt igennem, blive poleret og plejet og trække håndbremsen helt for en stund. For der er ikke noget at hente ude i nødsporet eller halvvejs til skrot! Og som enhver fornuftig mand ved, så er det langt mere rentabelt at holde sin bil ved lige end at køre den helt i sænk, det sidste bliver nemlig ekstremt dyrt – også i mekanikerregninger. En motor, der har været brændt sammen kommer heller aldrig til at spinde lige så fint igen. Så pas på dit dyrebare maskineri, behandle det mindst lige så godt som du behandler din bil – brug hele gearkassen.

 

Læs mere om stress i nedenstående blogindlæg

Informationsforbrug udløser stress 
Stressramt – du skal ikke stå alene!
Spørgsmål om stress fra en ung mand

Hvordan opstår stress og hvad sker der i kroppen?
Fra liggestol tilbage til kontorstol
Er yoga svaret på stress?
Stress quick fix

Du er også velkommen til at melde dig ind MindTreats Facebook gruppe ‘Fra stress til indre styrke’ og få råd, hjælp, stille spørgsmål til mig omkring stress samt sparre med ligesindet.