spørgsmål om stress

Spørgsmål om stress fra en ung mand

Jeg blev for nyligt ringet op af en efterskoleelev, som havde nogle spørgsmål om stress. Han ville interviewe mig til en skoleopgave. Han havde valgt emnet, da han selv havde haft stress tæt inde på livet. Både hans mor og far havde været syge med stress. Han ville derfor gerne have mere viden om området rent fagligt til sit skoleprojekt men tydeligvis også fordi han gerne ville forstå og dermed kunne hjælpe sine forældre.

Han var meget engageret i emnet og de spørgsmål han stillede var yderst relevante. Det fik mig til at reflektere lidt dybere over at stress ikke kun berør os, der bliver ramt, men i højeste grad også vores omgivelser, vores børn uanset alder! Samtalen gav mig derfor idéen til at skrive dette indlæg, så alle andre, der sidder med de samme spørgsmål kan få svar – især de børn og unge, der er berørte.

Her er mine svar på nogle af Kaspers spørgsmål om stress.

 Hvordan får man stress?

Der er ikke noget entydigt svar på det spørgsmål om stress. Stress kan opstå af mange forskellige årsager. Det kan skyldes arbejdsmæssig overbelastning. Det kan skyldes en tragisk begivenhed, skilsmisse, økonomiske problemer men også følelsesmæssig ’overbelastning’ som fx problematiske relationer, bekymringer, ensomhed, sorg, som alt sammen er noget der kan aktivere vores alarmberedskab eller vores såkaldte kamp/flugtrespons.

Stress er jo ikke farligt i sig selv. Vi kan sagtens klare en kortere periode i livet med stresshormoner i kroppen. Stress er jo en biologisk mekanisme, der gør os i stand til bedre at agere på trusler og farer i vores omgivelser.

Det er først når stress bliver langvarig, at den bliver skadelig. Skadelig stress opstår når en person over en længere periode har været udsat for en fysisk, psykisk eller følelsesmæssig belastning eller et traume, der har sat kroppen i en tilstand af konstant alarmberedskab. Dette fører til en skadelig overbelastning af hele vores system.

 Kan alle få stress?

Som udgangspunkt ja. Vi kan alle blive udsat for episoder i livet, som vil udløse vores alarmberedskab over længere tid. Når det er sagt er der nogen, der er bedre rustet til at styre uden om skadelig stress end andre. Det handler i høj grad også om vores tilgang til verden og om hvordan vi tolker vores virkelighed. Det handler om vores grad af sund robusthed dvs. hvordan vi navigerer i forandringer i vores hverdag. Ja i bund og grund hvilket sind vi er udstyret med. Og så det handler om hvor gode vi er til at passe på os selv og sige fra.

Personer, der har tendens til at bekymre sig over det mest, til katastrofetanker og som har svært ved takle forandringer og måske, som også har tendens til lavt selvværd dvs. negative overbevisninger og tanker om sig selv, vil være mere disponerede. I al sin simpelthen skyldes det at vores tanker også er med til at sætte vores alarmberedskab i gang og vil være yderligere benzin på bålet, hvis man i forvejen er belastet på andre områder.

Kan man undgå at få stress?

Ja, man kan i hvert fald ruste sig, så man får mere modstandskraft. Først og fremmest handler det om balance. Det er vigtigt at man i sin hverdag har balance mellem det energitagende og det energigivende. På den måde undgår man at leve på energiunderskud og tære på reserverne. Der er intet i vejen for at man i en periode lever med lidt overbelastning fx op til en eksamen, i et nyt job e.l. men det er vigtigt at man husker at drosle ned igen og sikre at kroppen får den nødvendige tid til at få ladet op igen. Der sker nemlig det, at når vores alarmberedskab går i gang dvs. kamp/flugt mekanismen, så bliver der samtidig lukket ned for andre funktioner i kroppen bl.a. den, som sørger for at kroppen genopbygger og reparer sig selv. Derfor er det så vigtigt at få aktiveret det system igen, så vi ikke slider og gør skade på vores krop og hjerne.

Det handler også om at få opbygget en sund robusthed. Dvs. styrke dit sind og dermed din tilgang til verden, dine måde at håndtere udfordringer og forandringer på. Har du en ’det skal da nok gå’ og et ’det tager vi når det kommer’ eller ’pyt’ tilgang til tingene så vil du stå stærkere ifht. skadelig stress end hvis du hele tiden tænker ’åh nej det kan jeg slet ikke overskud’ det går aldrig..!!’ og ’hvad nu hvis…

Men i sidste ende handler det om at lytte til sig selv, mærke efter, trække i håndbremse og sige fra og til!

 Er der flere, der får stress i dag end tidligere?

WHO forudser, at stress og depression vil blive en af de største sygdomsfaktorer i 2020, så ja flere får stress. (læs mere på sundhedsstyrelsen hjemmeside). Det skyldes efter min mening flere faktorer.

Vi stiller store krav til os selv, vi vil det hele i dag – både uddannelse, karriere, børn, fede biler og ferie – ja alt. Vi har mange flere muligheder end tidligere, mange flere valg og ting vi kan/skal tage stilling til. Vores verden handler også i høj grad om præstation og resultater. Vi skal leverer hele tiden og der stilles store krav til os fra barnsben. Det er et yderligere pres og aktivering af alarmberedskabet, hvis vi ikke har trænet vores robusthed, så vi kan holde til presset.

Dertil kommer et overload af information, som er blevet tilgængelig ved den teknologiske udvikling. Alle følger med på smartphones og er døgnet rundt. Hjernen skal hele tiden bearbejde information og det er den ikke gearet til. Vores teknologiske udvikling har overhalet vores egen udvikling. Vores hjerne er stadig på hulemandsstadie og er slet ikke gearet til at skulle håndtere og sortere i så meget som den gør og det har selvfølgelig konsekvenser for vores sundhed og trivsel.

Vi har også igennem tiden glemt, hvordan man lever i nuet. Vi er altid mindst ti skridt foran og beskæftiget med hvad der skal ske om en halv time, i aften, næste uge osv. Vi tager os simpelthen ikke tid til at være lige nu og her og finde ro i det. Vi multitasker og jonglere med mange bolde i luften hele tiden. Nærvær er blevet en mangelvare og forklaring på, hvorfor bl.a. mindfulness har fået en renæssance.

Et stort tak til Kasper, for inspiration og for at tage emnet op og sætte det på dagsorden!

Læs mere om stress i nedenstående blogindlæg

Hvordan opstår stress og hvad sker der i kroppen?
Fra liggestol tilbage til kontorstol
Er yoga svaret på stress?
Stress quick fix

Du er også velkommen til at melde dig ind MindTreats Facebook gruppe ‘Fra stress til indre styrke’ og få råd, hjælp stille spørgsmål til mig omkring stress samt sparre med ligesindet.